// Fisken blandt 10 gode eksempler i Danmark
SFI rapporten "Etniske minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration" udvælger Værestedet Fisken som et af 10 gode eksempler i Danmark.
SFI skriver om rapporten:
Etniske minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration Afdækning af muligheder og perspektiver SFI: 06:16 Denne rapport beskriver de frivillige sociale foreningers integrationsindsats samt variationen i frivilligt socialt arbejde, der foregår blandt etniske minoriteter. Rapporten viser, at der foregår en stor integrationsindsats i frivilligt socialt regi både som følge af en målrettet bestræbelse på at inddrage etniske minoriteter som brugere og som frivillige, og som følge af at de aktiviteter, som eksempelvis foreninger tilbyder, også interesserer etniske minoriteter og dermed medvirker til, at de engagerer sig i aktiviteterne. Der er mange muligheder, for at frivilligt socialt arbejde kan spille en endnu større rolle i at bidrage til etniske minoriteters integration. Undersøgelsen viser, at etniske minoriteter involveret i frivilligt socialt arbejde har et socialt engagement, knyttet til det samfund, de lever i, og de mennesker, de omgås. Ligeledes viser undersøgelsen, at etniske minoriteter – både som frivillige og brugere – kan opnå færdigheder og kompetencer via frivilligt socialt arbejde som de kan bruge i andre sammenhænge med job og uddannelse. Undersøgelsen bag rapporten er en kvalitativ analyse af frivilligt socialt arbejde i Danmark, baseret på 105 telefoninterview med aktører inden for frivilligt socialt arbejde. Undersøgelsen går endvidere i dybden med 10 udvalgte cases af frivillige sociale projekter og beskriver konkret deres målgrupper, formål, aktiviteter, samarbejde og organisering, samt hvilke muligheder og perspektiver projekterne rummer i forhold til at bidrage til integration af flygtninge og indvandrere i det danske samfund. Forfatter(e): Gunvor Christensen og Stine Røn Christensen Udgiver: SFI Udgivelsesdato: 10.10.2006 Sprog: Dansk ISSN 1396-1810 ISBN 87-7487-817-4 Pris: Netpublikation til fri download